Hvad siger Bibelen

SANG I ÅNDEN

I 1. kor. 14 vers 15-19 står der:

"Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden. For når du lovpriser med ånden, hvordan skal så den, der ikke er fortrolig hermed, kunne sige amen til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger. Nok er din takkebøn god, men den anden opbygges ikke. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer. Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger."

I nogle sammenhænge bruger man betegnelsen »sang i ånden«.

Det er ikke altid helt det sammen, man mener med det udtryk. Oftest er det nok hentet fra 1 Kor 14,15-16:  For hvis jeg taler i tunger under min bøn, er det ganske vist min ånd, der beder, men min forstand er uden frugt. Hvad da? Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden.

Paulus er her ved at undervise i forskellen mellem profeti og tungetale: profeti går gennem forstanden (man véd, hvad man siger og dem, der hører det, forstår det) mens tungetale ikke går gennem forstanden (man véd ikke præcist hvad man siger, og dem, der hører det, fatter ingenting).

Vers 15, der taler om at tale og at bede, handler 100% sikkert om profeti og tungetale. Men hvad med vers 16, hvor han også taler om at "lovsynge"?

Tungetale

Det kan gå på at en tungetale kan synges (det har jeg selv hørt - tolkningen blev også sunget), så "lovsynge med ånden" simpelthen bare er at bede en tungetale højt i sang i stedet for i almindelig tale. I så tilfælde hører det under de almindelige regler for tungetale i resten af kapitlet - blandt andet, at skal man fremføre den mens menigheden hører det, skal den også tolkes/udlægges.

Nådegave

Det kan også - mener nogen - gå på en helt anden nådegave: "sang i ånden". Denne nådegave er en særlig form for lovsang, hvor Helligånden fører mig dybt ind i lovsangen, så jeg uden forståelige ord lovpriser og tilbeder Herren.

Dette praktiseres typisk i et inderligt lovprisningsforløb, hvor lederen holder op med at synge og musikken enten også stopper eller går over i svag underlægningsmusik. Samtidig begynder en del af de tilstedeværende at lovsynge på et underligt »sprog«, eller hvad man nu skal kalde det.

De synger på nogle ganske enkelte stavelser og glider på dem op og ned ad nogle skalaer. Formålet er at lovprise Herren. Og det kan ligne tungetale på den måde, at vi her er befriet fra at skulle formulere/huske/læse nogle bestemte ord: ordene er ikke vigtige, det er selve henvendelsen til Herren, samværet med Ham, der er i fokus!

Tilbedelsessange

For mig at se er det simpelthen en ordløs tilbedelsessang, som alle kan synge med på. Denne type tilbedelses-hymner kender vi helt tilbage fra oldkirken. Det er en dejlig ting, men lad os ikke udnævne det til en nådegave. Det forekommer mig dybt mærkeligt hvis Paulus midt i en argumentation omkring profeti og tungetale pludselig i en halv sætning (mere er det jo ikke) nævner en helt anden nådegave, for derefter at vende tilbage til profeti og tungetale! Jeg er overbevist om at Paulus taler om at synge en tungetale - og derfor gælder reglen om tolkning også for den slags.

Fænomenet "Sang i ånden" - som jeg lige har beskrevet det - er en ganske dejlig form for lovprisnings/tilbedelses-sang, hvor man ikke koncentrerer sig om ord, men bare er i Guds nærvær. Lad os ikke prøve at få den ind under tungetale eller andre nådegaver - men bare nyde dette nærvær, der er for alle, der har lyst! Nogen oplever stor velsignelse ved denne form for sang - andre venter bare på at det er overstået! Sådan er vi forskellige - men bare vi varierer formerne, kan alle opleve, at de kan lovsynge på netop den måde, de bedst kan være med i.

At spille henrevet

1 Krøn 25,1-3: David og hærførerne skilte Asafs, Hemans og Jedutuns sønner ud til tjenesten; de skulle spille henrevet på citere, harper og cymbler. Tallet på de mænd, der skulle udføre denne tjeneste, var: Af Asafs sønner: Zakkur, Josef, Netanja og Asar'ela, Asaf-sønnerne under ledelse af Asaf, der spillede henrevet efter kongens anvisning.  Af Jedutun: Jedutun-sønnerne Gedalja, Seri, Jesaja, Hashabja og Mattitja, i alt seks, under ledelse af deres far Jedutun, der spillede henrevet på citer, når de takkede og lovpriste Herren.

At spille profetisk

Det hebraiske ord (naba) der her oversættes ved "spille henrevet" oversættes alle andre steder i GT ved at "profetere". Jeg véd godt at nogle oversættelser vælger at oversætte dette ene sted anderledes, men jeg er her uenig med den danske oversættelse. Det er helt tydeligt kun fordi man synes at det er for underligt, at man kan "profetere" eller "spille profetisk" med citer, harpe og cymbler! Alle andre steder oversætter man ordet for det, det betyder: at profetere. Så: Asaf og de andre skulle altså stå i en tjeneste, hvor de spillede profetisk!

Den profetiske gave

Denne nådegave og tjeneste er et stort kapitel for sig selv (se eventuelt mere på nådegaver.dk) men kort sagt er det at få nogle ord fra Gud for at give dem videre. For Asaf og de andre her kan det enten dreje sig om de ord, de sang eller om at selve melodierne/spillet viderebragte et budskab fra Gud.

Profetisk henrykkelse

Nogen har foreslået at det går på at de var i "profetisk henrykkelse" når de spillede (altså henrevet af Ånden), således at de ikke rigtig vidste, hvad de gjorde. Der er ganske rigtigt steder i GT hvor profeterne kommer i henrykkelse. Det er ikke udelukkende beskrevet positivt og vi hører slet ikke om det i den profetiske tjeneste i NT. Uden her at ville gå ind i en lang udredning, mener jeg at en positiv "henrykkelse" i GT kun sker der, hvor profeten modtager sin vision - aldrig når profeten skal videregive sit budskab. Så Guds profeter skal ikke være i ekstase, når de profeterer for andre. Derfor ser jeg det heller ikke som en mulighed at Asaf og hans band har været i ekstase og lignet 60´ernes og 70´ernes syre-bands, der optrådte stive og skæve af stoffer.

At spille inder Åndens ledelse

Det må dreje sig om at spille/synge (og for øvrigt vel også skrive og komponere som fx Asaf gjorde) under Åndens ledelse. Asaf og de andre blev ikke alene sat til at udøve musiske færdigheder på det tekniske plan - men fik nådegave til at spille med Åndens velsignelse.

Hvordan det så opleves i praksis tror jeg der er rigtig mange forskellige svar på. Ligesom den profetiske gave kan udfolde sig på utallige måder, kan nådegave indenfor musikudfoldelse også gøre det. Et hovedord er vel at være åben for Guds vejledning, at lade Ånden være med at føre tanke og finger og læber. Og samtidig - som for alle andre nådegaver - vide, at dermed er jeg ikke ufejlbarligt under Åndens ledelse. Jeg må være åben for at jeg kan tage fejl, "høre" noget, der ikke er fra Gud osv.

Blandt andet derfor er fælles bøn ved øvning og spil et absolut must! Bøn om vejledning. Og en åben snak med band/kor/mødeleder/andre om hvordan det hele opleves, er med til at give den sunde bedømmelse, vi alle har brug for.

Cand teol, Carsten Korsholm Poulsen (Sprint)