Faldgrupper ved lovsang

FOR LÆNGE OG FOR VIGTIGT 

Den moderne lovsangstradition ligger op til, at man har nogle længere blokke med lovsang. Dette er vigtigt for at fokusere på at lovsynge. Faktisk er det lidt som, når vi beder. Her kan det også let blive envejs kommunikation, hvis det altid bare bliver til en lille kort bøn. Det er vigtigt at vi tager os tid til bøn, så Gud kan tale til os. På samme måde er det med lovsangen. Vi åbner os op for ham, lovsynger ham og åbner vores hjerte, så han kan tale til os.

Dette gør, at lovsangen får en vigtig plads, tager tid og fylder meget. Det er bare vigtigt, at det ikke er det eneste, som forgår, for lovsangen vil aldrig kunne erstatte en god prædiken, tale eller forkyndelse i det hele taget. Sakramenterne (altså dåb og nadver) er også elementer, som vi ikke må se bort fra. I dåben tager vi imod gaven at tilhøre Gud, og i nadveren spiser vi brødet og vinen, og derved får vi Jesus ind i os på en konkret måde. Lovsang er vigtigt, men det kan ikke erstatte forkyndelsen og sakramenterne.

 

rytmiskgudstjeneste.dk