



Dramagruppe
Hvis I ikke har haft mulighed for at øve der, hvor I skal opføre stykket, er det en god idé sammen at gennemløbe arrangementet på stedet, sådan så alle ved, hvor og hvordan de skal bevæge sig i rummet. Måske har I øvet stykket på meget mindre eller mere plads, og derfor er det vigtigt at få justeret jeres bevægelser efter det rum, I skal spille i. Hvis I bruger lys, lyd, rekvisitter, kulisser, kostumer eller make-up, er det også en stor fordel, hvis I kan have mindst én gennemspilning med hele pivtøjet på det sted, hvor I skal opføre stykket.
Det er en god idé, hvis I har lavet en aftale med én, der vil bede for jer, mens I er på. Så kan I nemlig være 100% koncentrerede om at gøre jeres bedste!
Når man har opført et stykke, og det hele er veloverstået, bliver man ofte lidt høj, og når gudstjenesten eller mødet er slut, vil man gerne have nogle reaktioner på det. Eller det vil sige, man vil gerne høre, at det er gået godt! Det er ikke godt med kritik på dette tidspunkt. Vær gode til at rose hinanden i gruppen, og vær stolte af det, I har lavet og hvil i, at Gud brugte jer også selvom, I måske ikke selv synes, at det gik så godt. Sørg for på forhånd at have lavet aftaler om oprydning og hvem, der skal tage sig af hvad, så I ikke skal til at finde ud af det der.
Mit sidste og vigtigste råd er: evaluer, evaluer, evaluer! Også selvom I ikke skal opføre det samme stykke eller spille med de samme mennesker igen! Det er dels for at få afrundet den proces, I har været igennem sammen, men også for at få løst konflikter, som der måske ikke blev taget godt nok hånd om undervejs, men allermest for at I kan blive bedre og tage ved lære af de fejltrin, I begik undervejs.

